Detektorfund og dialektgrænser

Ifølge Peter Skautrups sproghistorie fra 1944 går det ældste danske dialektskel gennem Storebælt. Det er fra urnordisk tid og bevidnet i indskriften på guldhornet fra Gallehus i Sønderjylland fra ca. år 400 og kan måske knyttes til stammeskellet mellem heruler og daner i hhv. Vest- og Østdanmark.

Vest for Storebælt har en række ord på grund af den såkaldte a-omlyd fået o, mens de øst for har u, og som eksempler nævnes indskriftens horna 'horn' af tidligere *hurna og holtijaz 'fra Holt' som er afledt af tidligere *hulta (*angiver at det er en konstrueret form).

Guldhorns-indskriften viser at de a-omlydte former som er almindeligst i jysk og fynsk, allerede fandtes der i urnordisk tid. Men om der dengang var tydelig forskel mellem øst og vest, er svært at bevise, da det ikke er en absolut grænse – vi siger jo fx horn med o i hele Danmark i dag. Det er også begrænset hvor mange runeindskrifter vi kender fra den tid, og endnu mere begrænset hvor mange af dem der indeholder ord med u/o.

I den nyere Dansk Sproghistorie hedder det, i modsætning til Skautrups opfattelse, at den første danske dialektgrænse er opstået i 11-1200-tallet, da de tryksvage vokaler -a, -i og -u blev svækket til -ə på de danske øer og helt forsvandt i Jylland. Det er kriteriet for opdelingen af danske dialekter i jysk, ømål og østdansk.

Dialektskellene gennem Lillebælt og Øresund omfatter mange flere ord end Storebælt-grænsen, men er de ældst? Er der overhovedet noget der tyder på Storebælt som grænse? Ja, men måske ikke helt så tidligt som Skautrup hævder.

Arkæologiske fund støtter tesen om kulturgrænsen gennem Storebælt

Her kommer detektorfund og udgravninger ind i billedet. Takket være de mange detektorbrugere der siden 1980'erne har arbejdet sammen med arkæologerne, er antallet af metalfund steget dramatisk. Antallet af indberetninger til Nationalmuseet om fundne mønter er således syvdoblet siden metaldetektoren blev taget i brug. Samtidig har fundene fra de mange udgravninger af vikingetidsbebyggelser som er foretaget i forbindelse med anlægsarbejder, givet et bredere billede af den materielle kultur.

De mange fund betyder at man kan lave statistiske beregninger og derfor ikke kun kan fortælle hvor der er en absolut grænse, men også hvor der er afgørende forskelle i relativ hyppighed.

Tilsammen peger de arkæologiske fund på at der i vikingetiden gik et tydeligt skel gennem Storebælt. Man havde forskellig byggeskik øst og vest for Storebælt. Det viser stolpehullerne som fortæller hvordan man placerede de bærende stolper, når man skulle skabe store rum. Dagligdagens lertøj var også forskelligt. Mod vest foretrak man krukker med rund bund, mod øst brugte man såkaldt Østersø-keramik med flad bund, og en type keramikkopper med et knopornament findes også kun øst for Storebælt.

De ten-vægte der blev brugt når man spandt med hånd-ten, var altovervejende af sandsten på Sjælland, mens jyder og fynboer næsten altid brugte vægte af brændt ler. Det ser også ud til at de mønter man anvendte på Fyn i 1000-tallet svarede mere til de jyske end til de sjællandske.

Og der dukker stadig nye ting op der bekræfter denne grænse. I Skalk (2024/1) fortælles om nogle små vedhæng af metal med 9 felter eller 9 runde eller firkantede knopper der altovervejende er fundet i Jylland og på Fyn.

Alt dette fortæller om en kulturgrænse gennem Storebælt.

Jyske Lov gjaldt på Fyn

Dertil kommer at Fyn så vidt vi ved altid har hørt under det jyske landsting, og det var Jyske Lov der gjaldt. Der var regelmæssige tingmøder både lokalt og regionalt allerede i vikingetiden, og der mødtes fynboer og jyder. Tingmøderne kunne også give anledning til at man foretog sig andre ting sammen, fra fælles kult til markeder, og de var i det hele taget vigtige mekanismer for dannelsen af fælles kultur – og sprog. Det var en anledning til at mange traf hinanden og kunne slibe sprog og anden adfærd af.

Skillelinjen gennem Storebælt er ikke absolut. Det er ikke en egentlig sproggrænse mellem internt homogene eller kategorisk afgrænsede befolkninger. Der er tale om nuanceforskelle, men grænsebundtet gør det sandsynligt at den forskel der er mellem sjællandsk (og standarddansk) brudt part., hul sb. og fynske og jyske former som brot/bråt, hol/hål har eksisteret i vikingetiden. Vest for Storebælt har man overvejende brugt a-omlydte former, mens sjællænderne foretrak former med u. Det er bare umuligt at se i de skriftlige kilder, fordi det runealfabet man brugte i vikingetiden kun har 16 tegn, og man brugte det samme tegn for u og o. Og vi har næsten ingen danske tekster skrevet med det latinske alfabet før omkring 1200.

Arkæologien kan ikke forklare hvorfor Storebælt var en kulturgrænse, men den sandsynliggør at bæltet også var en dialektgrænse i vikingetiden. Dermed er det også sandsynligt at det er den ældste dialektgrænse sådan som Skautrup skriver – men det er altså langt fra den vigtigste.

Inge Lise Pedersen

Emner