Sønderjysk udtale og bøjning gennem tre generationer

Materialet stammer fra en sociolingvistisk undersøgelse af sprogforandring tre forskellige steder i Danmark. Hvert sted fulgte vi en 9. klasse i deres skole- og fritidsliv og lavede interview med udvalgte forældre og bedstedforældre. Det overordnede resultat af undersøgelsen er, at der stadig er unge sønderjyder, der taler dialekt. Men de taler ikke sønderjysk på samme måde som deres forældre og bedsteforældre, og alle ændringer på nær én går i retning af standarddansk.

Drillerier medfører sprogforandring

Der er mange grunde til, at folk ændrer deres sprog. En af de vigtigste er, at de fleste gerne vil tale som dem, de ser op til, eller som den gruppe, de gerne vil være en del af. Det er der et eksempel på i et af interviewene fra Sønderjylland, hvor en af mødrene fortæller, hvordan hun ændrede sin udtale af selv, mælk og onsdag, fordi hun blev drillet.

Hendes klassekammerater lavede en remse med ordlyden: "Heidi ska nok sjel drik æ mjælk å wonsde" (Heidi skal nok selv drikke mælken på onsdag; bemærk at navnene i artiklen er pseudonymer). Remsen udpeger nogle ordformer, der er mere gammeldags end de fleste af hendes jævnaldrendes: ordene mælk og selv udtalt med j og onsdag med wo.

Selvom der er enkelte andre i hendes generationen med samme udtale, så svarer den bedre til bedsteforældregenerationens udtale. Heidi fortalte om drillerierne og konstaterede, at så lavede hun sin udtale om.

Udtalen af l og r

I remsen er der et andet træk, der er forandret hen over generationerne, nemlig udtalen af l i selv og mælk. Man kan ikke se det i den skriftlige gengivelse, men informanten bruger velaristeret l, også kaldet et tykt l. Det kan høres i første sætning af denne lydoptagelse fra Dialektkortet, og det er den samme l-udtale, der findes i det engelske ord well. Det velariserede l findes hos nogle i både forældre- og bedsteforældregenerationen, men ikke i den yngste generation af sønderjysktalende.

Et andet træk, der er ændret, er udtalen af r. En del af bedsteforældrene bruger det såkaldte fortunge-r, hvor r-lyden bliver produceret foran i munden, som fx i engelsk, i stedet for bagest i munden som på standarddansk. Det kan man også høre et eksempel på i første sætning på lydoptagelsen fra Dialektkortet.

Der er kun få eksempler på fortunge-r i interviewene med forældrene, og blandt de unge hørte vi det med ganske få undtagelser kun, når de lavede sjov. Den ene gang var i et frikvarter, hvor en af drengene højlydt kaldte en af sine kammerater "dit stoe rævgaf" (dit store røvgab, hvor gab svarer til hul på standarddansk), hvorefter han kiggede hen på mig. Det er ikke til at sige, om det var for at være sikker på, at jeg fik den særlige r-udtale med, eller om det var, fordi det var et forbudt ord.

Nyere låneord

I materielt fandt vi, at de unge sønderjysktalende ganske vist har den dialektale udtale med f i ord, der modsvarer gammeldansk p og skrives b i nutidens skriftsprog, fx i lø:f for løbe og skaf for skab.

Udtalen forsvinder imidlertid i nyere sammensatte låneord. En af de unge fortalte således, at han gik til "ow-løb", dvs. orienteringsløb, og tegnet @ blev kaldt snafel-a af bedsteforældrene og snabel-a af de unge. I begge tilfælde kan man stadig høre på de unges udtale, at de er sønderjyder: Der er således diftong i udtalen af o’et i o-løb, og den mørke a-udtale, der er karakteristisk for sønderjysk, i snabel-a.

Et særligt sønderjysk bogstav

Det er kendetegnende for både unge og ældre sønderjysktalende, at de er bevidste om mange af de sønderjyske træk i deres sprogbrug. I et af interviewene talte vi om, hvordan man siger æg på sønderjysk, det affødte en snak om udtalen af gammeldansk k, der modsvares af g i retskrivningen, og på sønderjysk udtales lige som ch udtales i tyske ord som ich og machen.

Bedstemoren i familien siger "vi siger jo æch vi har jo ch med i mange af vort oe". Bedstefaren supplerer med at sige, at man på sønderjysk har bogstavet ch. For at illustrere det staver han til møg, det hedder moch på sønderjysk, hvilket han staver "M_O_CH".

At der er bevidsthed omkring udtalen, betyder imidlertid ikke, at den bevares i alle ord. Et eksempel er, at bedsteforældregenerationen siger leche for ligger, imens de fleste forældre og de unge siger ligge. Selvom ch-udtalen er forsvundet, kan man stadig høre, at det er sønderjysk, fordi nutidsbøjningen -er udtales som udlydende e i standarddansk.

Pronomenernes bøjning

En af de ting, der skal undersøges mere systematisk i materialet fremadrettet, er bøjningen af pronomener. Der er imidlertid enkelte iagttagelser, der er værd at nævne.

Både i forældre- og bedsteforældregenerationen er der forekomster af traditionelle bøjninger, så vores og deres kan hedde vort og dert. Et par eksempler fra materialet er: vort dukke, vort chef, vort børn, vort oe (ord i flertal), vort skattekroner, de unge og dert mobiltelefon.

Eksemplerne svarer ikke til tidligere beskrivelser, hvor rt-formen kun bruges ved intetkønsord i ental, fx dert svin. Mine informanter bruger også vores og deres, men i nogle tilfælde lader det altså til, at rt-formen har spredt sig til ord af fælleskøn som fx dukke. Der kan imidlertid sagtens være sket ændringer i sprogbrugen, da tidligere beskrivelser er baseret på informanter, der er en del ældre end mine.

En anden interessant iagttagelse, der skal undersøges nærmere, er formerne af pronomenerne detder og dether, der bruges når man henviser til noget allerede nævnt. Nogle af forældrene og bedsteforældrene bruger former detdert og dethert, nogle gange udvidet til detdert der og dethert her. Bedstemoren Gunder siger fx "Det er synd detdert deroppe" og moren Charlotte siger "der var en forespørgsel om at udstykke dethert her"; der er en del andre eksempler i materialet.

Et nyt dialekttræk og opfattelse af de unges sprogbrug

I undersøgelsen fandt vi ét træk, der kan siges at være udviklet i en mere dialektal retning. For alle generationers sønderjysk gælder, at i nogle verber, hvis stamme slutter på l, n, r eller s, er nutidsendelsen -er bortfaldet, så det fx hedder "æ tæl" (jeg tæller), "æ grin" (jeg griner), "æ hør" (jeg hører) og "æ spis" (jeg spiser).

Blandt de unge og nogle i forældregenerationen har bortfaldet af udtalen af -er bredt sig til verber, hvis stamme ender på modsvarigheder til skrevet b og g, så de siger "æ grif æ bul" (jeg griber bolden) og "æ strych æ baus" (jeg stryger bukserne). Bedsteforældregenerationen og nogle i forældregenerationen siger "æ griffe æ bul" (jeg griber bolden) og "æ stryche æ baus" (jeg stryger bukserne), hvilket er i overensstemmelse med tidligere beskrivelser. Ingen af deltagerne havde lagt mærke til forskellen, før vi gjorde dem opmærksom på det.

I forhold til de unges sprogbrug var informanterne mest opmærksomme på, hvilke ord der ikke blev brugt mere. Trods de forandringer, vi fandt i udtale og bøjningsformer mellem generationerne, blev de unge dialekttalendes sprogbrug stadig opfattet som sønderjysk af alle medvirkende. Og deres sprogbrug indeholder da også en række generelle sønderjyske træk, der gør, at de absolut ikke lyder standarddanske, fx siger de stadig æ for jeg og har foranstillet artikel – foruden de andre træk som jeg har nævnt i artiklen.

Malene Monka 

Emner